Danmarks Fotomuseum åbnede den 6. oktober 2006 udstillingen "Skide godt, Egon!".

Åbningstalen blev holdt af Morten Grunwald.

Morten Grunwald holdt åbningstalen i Kjeld og Yvonnes stue fra Olsen Banden filmene.

Åbningen af udstillingen "Skide godt, Egon!" blev noget at et tilløbsstykke.

Nordisk Film var også repræsenteret ved fra venstre produktionschef Bo Christensen, stillfotograf Rolf Konow, rekvisitør Magnus Magnusson og skuespiller Morten Grunwald.

Morten Grunwald skrev autografer til det unge publikum.

Morten Grunwalds tale:

Sidste mand lukker og slukker! Sådan lyder det sædvanligvis - men ikke i dag!

I dag har jeg som sidste tilbageværende medlem af Olsenbanden fået det ærefulde hverv at åbne Danmarks Fotomuseums udstilling i anledning af Nordisk Films 100 års jubilæum.

Jeg var meget glad for Bjarne Meldgårds invitation, da han foreslog mig at være den der klipper snoren, eller måske snarer, i dagens anledning, smækker med klaptræet, og sige et par ord, fordi jeg så samtidig får en kærkommen mulighed for at markere, og være med til at fejre min gamle arbejdsgivers store jubilæum.

Nordisk Film er et eksempel på dansk kreativitet, et erhvervseventyr på linie med A.P. Møller rederiet, måske ikke med helt den samme årsomsætning, men i de bedste perioder med det samme globale omfang.

Det startedes - selvfølgelig - havde jeg nær sagt - af en mand der hed Olsen - Ole Olsen, en ligeså genial fantast som sin navnebroder. Men i modsætning til Egon Olsen, lykkedes Ole Olsens skidegode planer stort set altid - langt hen ad vejen..

Begyndelsen var næsten rørende naiv; med en skotøjsæske under armen cyklede han rundt på de danske markedspladser. I den ene ende af sko æsken havde han lavet et hul, og så havde han et repertoire af magiske, dramatiske og pikante billeder, som med passende mellemrum blev skiftet ud og vist frem. For en femøre kunne man få lov til at kigge igennem hullet - og få en oplevelse.

Det enkle koncept viste hurtigt Ole Olsen at billedet - fotografiet var et fantastisk middel til at kommunikere oplevelser ud til mange flere publikummer, end han kunne nå, på de danske markedspladser.

Op af skotøjsæsken steg drømme og visioner, som det hurtigt skulle vise sig, at et hungrende verdenspublikum havde ventet på.

Det gik så godt, at han snart kunne han købe en god bid af Valby og bygge studierne og administrationsbygninger - verdens første filmby- der som bekendt ligger der den dag i dag.

Eventyret fortsatte et par årtier, med de sædvanlige ups and downs, som uundgåeligt er en del af underholdnings industrien.

Efter første verdenskrig, ændredes de vigtige tyske handelsvilkår og økonomien begyndte at vakle. I 1928 allierede Olsen sig med finansmanden Carl Bauder, der efter en truende betalings standsning overtog styringen og fik skuden på ret køl igen.

I 1960 havde jeg, som nyudklækket skuespiller fra Det Kgl. Teaters elevskole, mit første lille job i en reklamefilm på Nordisk.

Jeg husker ikke hvad den gik ud på, eller hvad instruktøren hed, men jeg skulle komme kørende på scooter, ind på pladsen mellem scene 2 og scene 4, foran det gamle marketenderi, bremse op og sige noget pænt ind i kameraet, om et el.a. guldsmedeprodukt. Selvom det var en beskeden start, glemmer jeg aldrig den frydefulde
fornemmelse det var; at være sluppet ind i det allerhelligste, det legendariske Nordisk Films Kompagni.

Dengang var Erik Balling 35 år og allerede etableret som firmaets store 'comming man'.

Det var jo en forventning, man tør sige, at han fik indfriet i løbet af de næste fire årtier.

At jeg derefter, igennem alle årene, gang på gang blev udtaget til at spille med på Ballings midtbane, er et af mit arbejdslivs store privilegier.

Og jeg er naturligvis både stolt og taknemlig, når jeg mindes alle de skidego'e historier, Balling kreerede sammen med sin tro følgesvend Henning Bahs, som jeg var så heldig at få lov til at deltage i.

Det var en lykkelig tid. Vi lavede film om sommeren og teater om vinteren. Vi anede ikke, at de film vi år efter år, med en aldrig ophørt spilleglæde boltrede os i, skulle gå hen og blive klassikere, som i dag, til vores glædelige overraskelse stadig bliver slugt af alle børn fra syv - til et par og firs - års alderen.

Det er altså - som I kan forstå - en stor glæde at stå her i dag. Men det er også lidt vemodigt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor skægt det ville ha' været hvis Ove og Poul havde været med. Ove ville med det samme ha' foreslået:" Vi ska' da også op og se Kunstmuseet og Carl Henning og Else Alfeldt's museum!" Og Poul ville syrligt ha' bemærket: "Er det nødvendigt?", men alligevel: føjelig og sukkende ville han være fulgt med.

Jeg kan se ham gå rundt, som han gjorde, når han var gæst hos Ove eller mig; med sit skarpe og skeptiske blik, med en tilsyneladende nikkende anerkendelse, men nådesløse sarkastiske, stilfærdige bemærkninger: "Ja, det er dygtigt - det er dygtigt - at de kan sælge det!"

Og når han havde fået nok, ville han skifte til sin uomgængelige autoritet og beslutte : "Nu skal vil altså også finde Aage Damgårds BØFSTUE! Så gi'r jeg en flaske god rødvin!"

Nej, kedeligt var det aldrig! Vi sad ikke lårene af hinanden udenfor arbejdstiden, men vi var 'livsvenner', som Poul sagde, og når vi - engang imellem - var sammen privat: så var vi også livsnydere!

Siden Carl Bauder er det, som nævnt, gået op og ned med økonomien for Nordisk - tror jeg. Men gode produktionsfolk og drevne jurister, har gennem årene sørget for at 'tungen blev holdt lige i munden', så firmaet i dag fremstår som det velbevarede og ældste verdensberømte filmselskab.

Den lille gamle kostume/garderobe og make up bygning - lige til venstre for indgansporten, er blevet erstattet af en imponerende fire-femetagers administrations bygning, som leder tanken hen på ankomst hallen i en større provinslufthavn. Porten er blevet forstærket og elektronisk styret og det er næsten sværere at komme igennem den, end Paramount Studiernes i Los Angeles - Bag den gamle velbevarede filmby med de smukke røde træbygninger, er der mod Øst , i glas og stål, også skudt moderne nybyggeri op, som havde DR gjort ophold i Valby på vej til Ørestaden - hen over det hele skimtes med næsten usynlig skrift: 'Kenneth Plummer was here!'

Fundamentet til det velkonsoliderede selskab, som vi kender i dag, tror jeg startede i beg af tresserne da Balling satte sig solidt på den kunstneriske ledelse og hold flyvehøjden helt frem til den sidste og fjortende dramatiske Olsen Bande film i 1998.

Sammen med Bahs var det en kraftpræstation. Det de leverede i mere end fire årtier, en kunstnerisk opfindsom og uimodståelig udfoldelse af originale, skrupskøre og vanvittig morsomme og bevægende, vedkommende, samfundsatiriske kvalitets oplevelser, som er helt enestående i filmhistorien.

Når jeg nu om lidt smækker med klaptræet og erklærer denne spændende udstilling for åbnet - så kan jeg forestille mig , at I vil klappe - og det skal i være meget velkomne til. Men jeg vil bede Jer , sammen med mig, at sende den applaus ud i rummet, som en taknemlig hilsen og tanke til Balling og Bahs og Ove og Poul, Kirsten og Preben og Bjørn og alle de fremragende kunstnere og teknikere , der var med til at skabe eventyret, men som nu har forladt os og er draget til de evige film locations. Uden dem havde jeg ikke stået her. Så hermed erklærer jeg Danmarks Fotomuseums udstilling: "Nordisk Film i hundrede år! Skidegodt Egon!" for åbnet.

Morten Grunwald, den 6. oktober 2006.