6. oktober 2006 – 25. februar 2007

Skide godt, Egon!

Danmarks Fotomuseum fejrer Nordisk Films 100 års jubilæum med en særudstilling af et filmstudie bygget op omkring Olsen Bande filmene

Se omtale af åbningen

”Da, vi i 2003 blev begunstiget med Nordisk Films donation af deres historiske samling af professionelt filmudstyr, var en af vore planer at genskabe et filmstudie. Det er derfor en kærkommen lejlighed, at vi kan være med til at fejre Nordisk Films 100 års jubilæum med denne særudstilling” udtaler museumsleder Bjarne Meldgård.

På Danmarks Fotomuseum vil der blive genskabt et filmstudie, der viser kulissen fra Yvonne og Kjelds stue fra Olsen Bande filmene. Ved den specialudstilling får publikum rig lejlighed til at kigge bag kameraet og se alt det filmudstyr som var med til produktionen og til optagelsen af denne specielle scene fra filmene. Udstillingen har fået titlen: ”Skide godt, Egon!”.


 

 

 

Opførelsen af filmstudiet er sket i nært samarbejde med rekvisitør Magnus Magnusson fra Nordisk Film. Magnus Magnusson har været med til at skabe alle Olsen Bandens 14 film. Her har han sørget for opbygning af dekorationer og fremskaffelse af diverse rekvisitter til filmproduktionerne.

”Det har været mig en fornøjelse at genskabe disse kulisser fra 1970´erne, hvor Olsen Bande filmene blev produceret” udtaler Magnus Magnusson.
Han fortsætter: ”Det er som at genopleve samarbejdet med Erik Balling og Henning Bahs samt hele den ånd som der var i teamet, der skabte disse uforglemmelige film”.

For at vise endnu mere af selve filmoptagelserne udstilles der fotografier af stillfotograf Rolf Konow som har været fotograf på en lang række af Olsen Bande filmene. Rolf Konows billeder har bl.a. været brugt til reklame- og pressemateriale for filmene.

For det helt unge publikum har man på fotomuseet genskabt en del af en nutidig TV-produktion fra Nordisk Film – nemlig ”Snurre Snups Søndagsklub”. Her bliver der vist et udsnit af møbler, rekvisitter samt en mængde tøjdyr fra den populære børneudsendelse.